23948sdkhjf

Eksporten af økologi falder efter 12 år med fremgang

Salget til Kina blev halveret
Efter 12 år med stigende eksport af økologiske varer til udlandet gik salget tilbage i 2018.

Samlet var eksporten på 2,9 milliarder kroner. Det er et fald på knap 50 millioner kroner fra året før. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Tilbagegangen skyldes især et faldende salg af foderstoffer, men der blev også sendt færre mejeriprodukter og æg på tværs af landegrænserne.

Der var desuden et fald i eksporten i gruppen næringsmidler, der tæller for eksempel saucer, dressinger og babymad.

Den meget tørre sommer i 2018 kan have spillet ind på udviklingen i salget af korn- og foderstoffer, da høsten var lavere end normalt sidste år, skriver Danmarks Statistik.

Eksporten af økologi går især til Tyskland. Derefter følger Sverige, Holland, Frankrig og Kina.

Eksporten er gået tilbage i alle de fem lande undtagen Holland. Salget til Kina er næsten halveret over det seneste år til 170 millioner kroner, hvilket er det laveste siden 2015.

Selv om eksporten gik tilbage i 2018, er salget af økologi til udlandet samlet set 12-doblet over de seneste 15 år.

Mens eksporten faldt i 2018, steg importen af økologi fra udlandet med 15 procent til 4,4 milliarder kroner.

Lidt mere end en tredjedel af importen er især frugt og grønt. Det er også den varegruppe, der udgør den største del af stigningen i importen.

Samtidig er importen af økologisk vin næsten blevet fordoblet over det seneste år.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11